Mød: Alma, den lille hund med det store kærlige hjerte

Vi vil rigtig gerne skabe en kultur, hvor vi deler vores kæledyrshistorier med hinanden og lader os inspirere af hinanden, samtidig med at vi sætter fokus på, hvor fantastisk en del af familien kæledyr er. Derfor vil vi med denne artikelserie, give dig mulighed for at fortælle din kæledyrshistorie og giv dit kæledyr en stemme. 
Vi håber du vil være med, skriv endelig til os, hvis du mener din kat eller hund (eller begge?) skal være med.

I denne artikel er det hundemor Karin, som fortæller om sin skønne Pommeraner Alma. Alma er psykiatrisk servicehund og med sin unikke personlighed, har hun en helt særlig plads i Karins hjerte.

maj 22, 2019

Af: Charlotte Pabst Andersen, Aller Petfoodie  

Billeder: Privatbilleder fra Karin 

Da jeg kontaktede Karin på Facebook, var det med et sug i maven, fordi jeg ville så gerne fortælle historien om Karin og Alma og deres helt specielle bånd, der ikke er til at tage fejl af. Heldigvis ville Karin (og Alma) rigtig gerne være med og en eftermiddag i april ringede vi sammen, hvor Karin fortalte om deres rejse.

Uadskillelige følgesvende

Alma er fem år, og det var lidt held i uheld, at hun endte hos Karin: ”Jeg ville egentlig have haft en chihuahua, men da jeg en dag i Hørsholm mødte en Pomeranian, var jeg solgt! Derefter fandt jeg en avler, men efter forskellige udfordringer med to kuld hvalpe, måtte jeg finde en anden. Dette viste sig dog at være helt og aldeles til min fordel, da det var her Alma, som den eneste med fine hvide aftegninger på bryst og poter, valgte mig – og siden har vi været uadskillelige.” fortæller Karin, og selv igennem telefonen kan jeg fornemme deres unikke bånd, som mange også kommenterer på, når de er ude til udstillinger.

Karin og Alma

Karin, der har angst, købte ikke Alma som servicehund til at starte med, men Alma har altid kunne mærke, hvornår Karin har det dårligt, endda før Karin selv ved det. Da en veninde introducerede Karin for servicehundeuddannelsen i forbindelse med uddannelsen af sin egen hund, blev det den oplagte vej for Alma.

Karin kontaktede Trinitas, og fordi Alma bl.a. er blevet lydighedstrænet siden hun var helt lille, var hun allerede klar til den endelige prøve efter 45 min. ”Herefter gik der dog 4 måneder, fordi prøven koster 1500 kr. Jeg søgte støtte hos kommunen, men på grund af mange regler, fik jeg afslag. Jeg havde ikke selv budgettet til det, så jeg måtte midlertidig sætte Almas uddannelsesdrømme på hold. Jeg var dog så heldig, at en af mine skønne følgere fra min Facebook-side og blog, tilbød at hjælpe. Jeg havde i første omgang ikke lyst til at tage imod det, men da hun fortsat insisterede, sagde jeg ja og gav til gengæld lidt forskellige sponsorgaver i gave som tak. På trods af min nervøsitet, og øseregnvejr som Alma hader, bestod hun prøven med bravur.”

Alma er således siden d. 5. marts certificeret servicehund.

Servicehundelivet

Almas opgave er, at være opmærksom på Karin og berolige hende lige så snart hun mærker, at der er noget galt. Alma markerer bl.a. ved Karins ankel, hvis hun kan mærke, der er noget, som ikke er, som det skal være: ”…og når jeg har dårlige perioder ligger hun klistret op ad mig, og lige så snart jeg bevæger mig, snøfter eller tørrer øjne, er hun der med det samme.” Fortæller Karin og tilføjer med et smil ”Så det er lidt synd for hende, når jeg bare er forkølet”.

Det er altså vigtigt at en servicehund kan følges med sin ejer stort set alle steder, hvilket Alma også gør både i praktik, til dyreskuer, i biografen, på indkøbsture og alt derimellem. Dog er det ikke alle steder, Karin føler, de er velkomne, specielt i supermarkeder og på caféer har folk en mening om deres færden: ”Det er vigtigt for mig at have Alma med, når jeg skal handle og f.eks. på café. Ifølge servicehundeloven må stederne ikke afvise os, men jeg spørger for en god ordens skyld altid om lov. Mange byder også Alma velkommen, nogen dog mere end andre.”

En servicehund skal være opdragen og forstå at gebærde sig på offentlige steder imellem børn, larm, mange mennesker osv. Der er altså ingen farer for, at de napper et pølsehorn fra et barn eller løber rundt i butikken. Det er vigtigt for Karin at understrege denne pointe, da hun ofte møder dømmende blikke eller får negative kommentarer med på vejen, når folk ser hun tager Alma med sig indenfor – også selvom Alma sidder stille i sin taske tydeligt markeret, at hun er en servicehund. Når andre kunder kigger misbilligende eller sender en negativ kommentar med på vejen, giver det bump for Karins udvikling ift. sin angstbehandling. Derfor håber hun at ved at sprede budskabet om servicehunde igennem sin Facebook-side og blog, at folk bliver mere åbne overfor servicehunde og kommer til at forstå, hvorfor det er så vigtigt, at hundene kan være med alle steder.

Alma

En kærlig hund med et stort hjerte

Alma er i hvert fald en unik lille hund med et stort hjerte, men som Karin forklarer, ved hun vidst ikke helt, at hun er en Pommeraner. ”Hun har en appetit som en labrador, og kl. 18-19 er blikket fast rettet på at få mad.” Pommeranerens selvstændige natur har Alma heller ikke fået noget af og er uadskillelig fra Karin og elsker at nusse og hilse på stort set alle – også andre hunde.

Alle hunde – og katte for den sags skyld – er forskellige og har deres helt egen personlighed. Alma er i hvert fald helt sin egen, en lille kærlig superheltehund, der gør hverdagen bedre for alle hun møder, og specielt for hundemor Karin.

Læs mere om Alma og Karin via deres Facebook-side eller blog.

Vil dit kæledyr også have sin historie fortalt? Kontakt os, så tales vi ved…

 

Vil du læse mere?

Find vores sidste artikel her, vores CEO og ejer Henriette Byllig (aka The Queen of Petfood), diskuterer sammenhængen mellem anprisninger og effekt. 

Del med dit netværk